Dahlstrøm overlader dirigentstokken til Håkan Nilsson og Finn Larsen.
Efter den store afklapsning af topholdet Helsingør i pinsen skal B.1921 hurtigst muligt finde tilbage på vindervejen, hvis bestræbelserne på at redde skindet i Danmarksserien skal krones med succes, når forårssæsonen slutter om tre uger. Inden de sidste fem kampe ligger B.1921 - der har en kamp til gode mod NB Bornholm i forhold til konkurrenterne - næstsidst med et gab på fire point op til en rednings- eller playoff-plads.
- Det kan vi godt nå at hente, vurderer B.1921-træner Lars Dahlstrøm, inden eftermiddagens hjemmekamp mod Frem Kbh.
Dahlstrøm kan i øvrigt på grund af weekendvagt på Gunslevholm Idrætsefterskole ikke stå i spidsen for falstringerne i eftermiddag. Tøjlerne overlades i stedet til assistenttræner Håkan Nilsson med assistance fra Finn Larsen, der gør klar til comeback nummer tre eller fire på Østre Allé! - dog som en engangsforeteelse.