Manchester United spillede sig mandag aften videre til kvartfinalerne i den engelske FA Cup med en sejr på 2-1 over Reading.
Dermed er der lagt op til et stormøde med Chelsea, der dog først lige skal have ordnet Middlesbrough.
Selv om Uniteds sejr over Reading var fuldt fortjent, så blev kampen alligevel en pinefuld affære for manager Alex Ferguson.
Skotten havde valgt at spare flere af sine største stjerner som Robin van Persie og Wayne Rooney til kampen i et håb om, at reserverne kunne gøre det af med Reading fra bunden af Premier League.
Til trods for en lovende United-start, så havde favoritterne meget svært ved at komme til de helt store målchancer.
Da der endnu ikke var optræk til scoringer i midten af anden halvleg, valgte Ferguson med 25 minutter tilbage af kampen at sende topscorer Robin van Persie på banen.
Det gav straks United-angrebet mere tyngde, og bare fem minutter senere kunne Nani, der ligesom van Persie startede på bænken, bringe hjemmeholdet foran med 1-0.
Portugiseren modtog en aflevering fra Antonio Valencia og omringet af Reading-folk, fik han fornemt ekspederet bolden ind ude ved den fjerneste stolpe.
Bare et par minutter senere øgede Javier Hernández til 2-0, da han løb mod forreste stolpe og headede et indlæg fra Nani i mål til 2-0.
Alex Ferguson fik dog ikke lov til at slappe helt af ude på bænken, da Jobi McAnuff med 10 minutter tilbage af kampen fik reduceret til 1-2. Det satte gang i et stort pres fra Reading, der dog ikke formåede at fremtvinge en omkamp.
Den danske keeper Anders Lindegaard måtte følge kampen fra bænken, da Ferguson havde valgt David De Gea til at vogte målet for United.
/ritzau/