FC Barcelonas fransk forsvarsspiller Eric Abidal skal have en ny lever, og han skal gennemgå en transplantation i løbet af de kommende uger.
Det bekræfter klubben.
Den tidligere landsholdsspiller var på operationsbordet for et år siden, hvor han fik fjernet en tumor i leveren. Men det var ikke tilstrækkeligt til at fjerne kræften.
- I de kommende uger skal spilleren have en transplantation. Transplantationen var en mulighed, som allerede blev nævnt i forbindelse med operationen for et år siden, hedder det i en meddelelse fra FC Barcelona.
Abidal gjorde comeback i marts sidste år efter sin operation, og han var med i klubbens finalesejr i Champions League over Manchester United i 2011.
/ritzau/