Nicklas Bendtners far og agent fastslår, at angriberen trods stor interesse udefra bliver i Arsenal.
Januar måned er rygternes tid på det internationale transfermarked i fodbold, hvor klubberne lige nu har en måneds tid til at handle indbyrdes inden de afgørende kampe i foråret.
En af de spillere, hvis navn hyppigt dukker op i rygtestrømmen, er Nicklas Bendtner. Efter et problemfyldt efterår i Arsenal spår mange et klubskifte i dette transfervindue.
Det kommer bare ikke til at ske, forsikrer danskerens far og agent, Thomas Bendtner.
- Jeg er helt sikker på, at Nicklas stadig er i Arsenal, når det her transfervindue lukker, siger han til B.T. og fortsætter:
- Det eneste realistiske, jeg kan forholde mig til i de mange rygter og snak om Nicklas, er, at mange store klubber er interesserede i ham, og det er da kun positivt. Men han har ingen planer om at skulle væk lige nu og her, siger Thomas Bendtner til avisen.
Europæiske storklubber som Milan, Ajax, Lazio og Bayern München har ellers været nævnt som mulige nye arbejdsgivere for Nicklas Bendtner, men indtil videre vil han altså kæmpe for sin chance i London-klubben.
Senest sad han dog udenfor, da Arsenal vandt 3-0 over Birmingham - og det endda selv om Bendtner i kampen forinden både scorede og assisterede i 2-2-kampen mod Wigan.
/ritzau/