Alliancen tager ved lære af sidste uges lidt for offensive satsning.
Nederlaget mod Avarta nager Alliancens manager, Jesper Tollefsen. Nager fordi han føler, sejren blev givet for let væk efter en god første times spil. Alliancen fik åbnet alt for meget op bagude i bestræbelserne på selv at score åbningsmålet. Den fejl ser han en risiko for at gentage i dagens udekamp mod bundholdet B.1908, hvis ikke man træder varsomt.
- Jeg forventer, at B.1908 vil stå kompakt og arbejde stenhårdt. Jeg tror, de vil overlade initiativet til os og satse på deres kontra og dødbolde, siger Jesper Tollefsen.
“Bjørnene” må derfor tage dirigentstokken i poterne. Men den skal altså svinges med forsigtighed, lader manageren forstå. For dels skal man passe på kontrastød, og dels har Alliancens små folk behov for, at B.1908 kommer lidt frem og åbner op for den defensive kompakthed.
- Banernes beskaffenhed gør jo, at det er stort set umuligt at åbne et kompakt forsvar med pasningsspil og driblinger. Og rent fysisk må vi bare erkende, at vi på de forreste seks pladser er underlegne over for stort set alle. Derfor har vi behov for at skabe noget rum, argumenterer Alliance-manageren.