Daniela Hantuchova bød Caroline Wozniacki trods i andet sæt, men måtte bøje sig efter tæt tiebreak.
Caroline Wozniacki kan stadig bryste sig af aldrig at have tabt et sæt til den tidligere top-ti-spiller Daniela Hantuchova fra Slovakiet.
Men det holdt godt nok hårdt i kampen om en plads i ottendedelsfinalen i den stærkt besatte WTA-turnering Sony Ericsson Open i Miami i Florida søndag morgen, dansk tid.
Tre sætbolde havde Hantuchova i andet sæt, inden hun måtte bøje sig for den danske verdensetter, der vandt kampen 6-1, 7-6 (9/7).
Wozniacki snuppede første sæt i en ruf på under 29 minutter. Men i andet sæt holdt slovakken, der er nummer 30 på verdensranglisten, sin serv alle seks gange. Det samme gjorde Caroline Wozniacki, og så måtte det hele afgøres i den nervepirrende tiebreak.
/ritzau/