Pokalfinalen mellem Real Sociedad og Athletic Bilbao er udskudt efter accept fra begge klubber.
Udbruddet af coronavirus får nu også betydning for afviklingen af den spanske pokalfinale i fodbold.
Finalen i Copa del Rey skulle være afviklet 18. april i Sevilla, men nu er finalen blevet udskudt til endnu ukendt dato. Det bekræfter Det Spanske Fodboldforbund (RFEF) på sin hjemmeside.
- Finalen er blevet udskudt efter en accept fra de to klubber, som også har ønsket at spille kampen med tilskuere, siger RFEF-præsident Luis Rubiales.
Finalen er et baskisk derby mellem Real Sociedad og Athletic Bilbao. På vej mod finalen har de to lokalrivaler slået henholdsvis Real Madrid og Barcelona ud af turneringen.
Real Sociedad har vundet pokalturneringen to gange, senest var i 1986/87-sæsonen. Athletic Bilbao har næstflest pokaltitler, kun Barcelona har vundet flere. 23 gange har Bilbao vundet pokalturneringen, men man skal tilbage til sæsonen 1983/84 for at finde seneste triumf.
Udskydelsen af pokalfinalen kommer samtidig med, at det flittigt diskuteres, om kampene i Spaniens to øverste fodboldrækker skal indstilles i lighed med en række andre sportsbegivenheder i landet.
Mens pokalturneringen administreres af fodboldforbundet, er det La Liga-organisationen, som bestemmer over de øverste ligaer.
Aktuelt er status, at de kommende to runder skal afvikles, men uden tilskuere på lægterne. Spaniens Spillerforening har udtrykt ønske om at sætte ligaerne på pause, som man har set det i Italien.