Ud over de fem danske deltagere i landevejsløbet ved OL i Athen, er der stadig ingen, der præcis ved, hvad der foregik i cykelrytternes lejlighed i den olympiske by.
Holdejer Claus Hembo har netop ansat Bo Hamburger - der var en af dem fem - som sportsdirektør for Christina Watches-Onfone, og han vil have sandheden frem.
- Hvis, og jeg understreger hvis, historien, Politiken bragte, er korrekt, så vil jeg have en samtale med Bo. Og det bliver en samtale, hvor jeg vil forsøge at motivere hans hukommelse, siger chefen for kontinentalholdet til BT.
Michael Rasmussen - der også er ansat af Claus Hembo - har ifølge Politiken fortalt antidopingmyndighederne, at tre af de fem danskere brugte det forbudte stof kortison i dagene op til løbet for at forbedre deres præstation.
Rasmussen selv vil dog ikke udtale sig om sagen, fordi han er underlagt tavshedspligt, og ingen af de fire andre hævder at kende til, at nogen skulle have dopet sig dengang.
Det undrer dog Claus Hembo, at ingen kan huske noget, hvis der blev snakket åbent om muligheden for at smugle kortison ind i OL-byen, som rygterne siger.
- Hvis der har været en diskussion om doping mellem rytterne under OL, så kan Bo selvfølgelig have været på toilettet, men ..., siger Hembo til BT.
Bo Hamburger har tidligere indrømmet, at han dopede sig med epo i perioden fra 1995 til 1997. Det skrev han i selvbiografien "Den største pris - en cykelrytters bekendelser", som udkom i 2007.
Her hævdede han også, at han fra og med 1997 og i resten af karrieren udelukkende benyttede sig af ilttelt for at forbedre sine præstationer.
/ritzau/