Marcus Helligkilde vandt søndag sæsonfinalen og dermed også den samlede Challenge Tour i 2021.
Marcus Helligkilde vandt søndag sæsonfinalen Challenge Tour Grand Final og dermed også den samlede Challenge Tour-titel for 2021.
Challenge Tour er den næstbedst rangerede europæiske tour efter European Tour.
Den 25-årige dansker havde ingen prangende søndag, men sluttede akkurat ét slag foran en gruppe af konkurrenter.
Det er Helligkildes tredje turneringssejr på Challenge Tour i 2021, og han bliver den tredje danske vinder af den samlede Challenge Tour-titel gennem tiderne.
Thomas Bjørn vandt tilbage i 1995, og i 2018 strøg Joachim B. Hansen til tops. Begge blev siden en fast del af European Tour, som Helligkilde også er næste år.
Det havde han allerede sikret inden søndagens sejr.
Ud over Helligkilde var også Niklas Nørgaard Møller og Nicolai Kristensen med i finaleweekenden i Challenge Tour Grand Final.
Begge havde med et topresultat mulighed for at kravle op i top-20 og dermed gøre sig fortjent til et European Tour-kort til næste år.
Og det ser umiddelbart ud til, at det lykkedes for Nørgaard Møller, der sluttede som delt nummer otte, og det sender ham ifølge prognosen op på 16.-pladsen og altså på European Tour i 2022.
Kristensen sluttede længere nede i feltet og ligger ifølge den foreløbige opgørelse et stykke fra top-20.
I Saudi-Arabien sluttede Emily Pedersen som nummer 17 i Ladies European Tour-turneringen Saudi Ladies International. Danskeren sluttede 17 slag efter vinderen Lydia Ko.
MARCUS HELLIGKILDE WINS THE #RolexGrandFinal ?? pic.twitter.com/ksNuBWpwQU
— Challenge Tour (@Challenge_Tour) November 7, 2021