Det olympiske rampelys følger vinderne resten af livet

Egentlig er det bare en ting. Et lille stykke formstøbt sølv overhældt med en smule guld og med en værdi af nogle få tusinde kroner.

Og når den lykkelige ejer har stirret på den længe nok, bliver den som regel gemt væk i en skuffe og kun hevet frem ved festlige lejligheder.

Alligevel er en olympisk guldmedalje formentlig den mest eftertragtede præmie i sportens verden overhovedet.

Den uddeles kun hvert fjerde år. Og kun til den atlet, der lige netop i det øjeblik er verdens bedste i sin disciplin.

Siden det første moderne OL i 1896 har tusinder og atter tusinder af elitesportsfolk kæmpet for at få det sagnomspundne stykke metal hængt om halsen.

Kun en lille udvalgt skare har prøvet det. Og for mange af dem har det været et øjeblik, der har fulgt dem resten af livet.

- OL er det ultimative mål for alle idrætsfolk. Det er kun hvert fjerde år, og man samler alle idrætsgrene. Hele jordens bevågenhed er omkring det OL, siger cykelrytteren Dan Frost, der vandt guld i pointløb i Seoul i 1988.

- Da jeg blev verdensmester, var der en vis interesse for det, men antallet af folk, der fulgte med, var langt, langt større, da jeg vandt OL-guld.

- Alt andet står stille i de uger, hvor OL står på. Medierne skriver næsten kun om det, forklarer han.

I de kommende dage går godt 100 danske atleter på jagt efter en guldmedalje i Tokyo.

Skulle det lykkes for nogle af dem, er de sikret en fremtrædende plads i dansk sportshistorie. For en OL-guldmedalje bliver aldrig glemt. Og da slet ikke i Danmark, der typisk ikke får mange af dem.

Mange tidligere vindere fortæller om, hvordan de stadig bliver konfronteret med deres OL-bedrifter, selv om de har levet et halvt liv siden.

Det gælder for eksempel den tidligere sejler Valdemar Bandolowski, der vandt den sidste af sine to OL-guldmedaljer for 41 år siden.

- Jeg møder jævnligt folk, der genkender mig, selv om jeg er blevet en gammel mand efterhånden. Specielt op til OL bliver jeg mindet om det, siger han.

I sin karriere vandt han verdensmesterskaber, europamesterskaber og regattaer i solingklassen sammen med Poul Richard Høj Jensen og Erik Hansen.

Men sejlsport får ikke den store opmærksomhed i den brede offentlighed. Undtagen ved OL. Og vinder man guld, stopper opmærksomheden aldrig.

- I hvert fald en gang om ugen får jeg brev - ofte fra Tyskland, men også mange andre lande - fra folk, der samler på autografer og gamle billeder.

- Så kommer der en konvolut med otte billeder, som jeg skal underskrive og sende retur. Det er jo med til at minde mig om, at der var noget engang, siger Valdemar Bandolowski.

Oplevelsen af at blive en slags folkeeje fra den ene dag til anden er velkendt blandt danske OL-vindere.

Da Niels Fredborg vandt guld i banecykling i 1972, var det Danmarks eneste medalje overhovedet ved legene i München. Derfor stod Fredborg nærmest alene i spotlyset efter legene.

- Der var måske mere opmærksomhed, end jeg ønskede. Jeg kørte ikke cykelløb for at blive berømt. Jeg gjorde det for at opnå de drømme, jeg havde.

- Jeg er ikke så syg efter rampelyset og kunne godt lide at gemme mig lidt. Jeg var jo ikke skolet i alt det der, siger Niels Fredborg i dag.

Til gengæld åbnede præstationerne døre senere i livet. Da han åbnede en cykelforretning, fulgte der en masse gratis omtale med.

Senere begyndte han at sælge forsikringer og opdagede, at potentielle kunder meget gerne ville tale med en olympisk guldvinder.

- I mange tilfælde har jeg redet på en bølge og har kunnet bruge det, at jeg var en kendt person. Og alt i alt har jeg haft det fantastisk på grund af de medaljer, jeg vandt.

- De unge, der skal til OL nu, skal gøre alt, hvad de kan. En OL-guldmedalje overgår næsten alt. Det er det største for mange mennesker i hele verden. Det har jeg selv mærket, når jeg har rejst i udlandet.

- En olympisk guldmedalje, det kan alle forstå, siger Niels Fredborg.