Vinderen af 100 meter finalen for kvinder ved Commonwealth Games i New Delhi, Osayemi Oludamola, er blevet testet positiv for doping.
De negative historier fortsætter med at vælte ned over Commonwealth Games i New Delhi.
Mandag kom det således frem, at vinderen af 100 meter finalen for kvinder, Osayemi Oludamola fra Nigeria, er blevet testet positiv for det forbudte stof methylhexanamine.
Oludamole blev tildelt sejren, da australieren Sally Pearson blev diskvalificeret for en forkert start. Nigerianeren har bedt om at få sin B-prøve analyseret i håb om, at den vil vise et andet resultat.
I alt er der lavet 950 test under legene. Og af dem er svarene på de 700 kendt. Sagen er den første store dopingsag under Commonwealth Games.
Tidligere har legene dog været skæmmet af, at atletikstadionet først blev færdiggjort få timer inden det skulle tages i brug. Derudover har der været strømudfald under vægtløftningskonkurrencerne og vægte, der viste forkert under indvejningen forud for boksekonkurrencerne.
/ritzau/