DBU skal betale for Jon Dahl Tomassons skade, fastholder Feyenoord, som vil sende nyt erstatningskrav af sted.
Den hollandske fodboldklub Feyenoord nægter at give op og fastholder følgende, som Dansk Boldspil-Union (DBU) ellers ikke vil høre tale om:
DBU skal ifølge hollænderne betale for den lange skadeperiode, der har plaget angriberen Jon Dahl Tomasson siden VM-slutrunden sidste sommer, og som har gjort, at han ikke har spillet en eneste kamp i denne sæson.
Til Berlingske siger Feyenoords pressetalsmand, Gido Vadar, at hollænderne er ved at færdiggøre en ny sag mod DBU, efter at danskerne for halvanden måned siden afviste at betale erstatningskravet på en million euro (7,5 millioner kroner).
- Vi er i en proces, hvor vi forsigtigt og udførligt er i gang med at bygge en sag op med vores juridiske rådgivere og lægestab. Vi forventer, at der er tale om uger snarere end måneder, før vi igen kan præsentere vores nye krav, siger Vadar til avisen.
Hollænderne er ikke tilfredse med, at Jon Dahl Tomasson ikke blevet hevet ud af Danmarks sidste puljekamp ved slutrunden i Sydafrika, hvor han i forbindelse med sin scoring mod Japan blev lårskadet.
Men hos DBU er sagen ikke en sag. Unionen havde det indtryk, at sagen var lukket, lyder det fra generalsekretær Jim Stjerne Hansen.
- Status er den, at vi svarede prompte og henviste til Fifas regler på det område, og at vi fulgte reglerne til punkt og prikke.
- Siden har vi intet hørt fra Feyenoord, så medmindre at de pludselig kommer med helt nye ting på bordet, så har vi en klar forventning om, at sagen er afsluttet, fortæller Jim Stjerne Hansen.
/ritzau/