Barcelona har fået afvist en anmodning om at købe en spiller i januar, hvor klubben er ramt af transferforbud.
FC Barcelona får ikke lov til at købe en ny midterforsvarer i januar i stedet for den skadede Thomas Vermaelen.
Det internationale fodboldforbund, Fifa, har ifølge ESPN afvist en anmodning fra den spanske storklub, der mener, at den er havnet i en exceptionel situation.
Barcelona har fået forbud mod at handle spillere i de kommende to transfervinduer, fordi klubben fra 2010 til 2013 lavede kontrakter med spillere, der ifølge Fifas reglement var for unge.
Storklubben har dog en ankesag kørende hos den internationale sportsdomstol, der vil komme med en dom i december.
I sommer hentede Barcelona 29-årige Vermaelen i Arsenal, men den belgiske midterforsvarer har været skadet lige siden sin ankomst. Det er tvivlsomt, om han overhovedet kommer til at spille i denne sæson.
Den spanske topklub modtog Fifas straf i april, da man fra 2010 til 2013 havde indgået ulovlige kontrakter med 10 ikke-spanske spillere under 18 år. Dengang appellerede Barcelona straffen, hvilket gav mulighed for at købe Vermaelen i sommer, da appelsagen blev behandlet.