Den tyrkiske klub Galatasaray fik en kedelig optakt til kampen mod Randers i Europa League-kvalifikationen.
Galatasarays stopper Marcao modtog i mandagens ligakamp i den bedste tyrkiske fodboldrække rødt kort for at slå sin egen medspiller.
Efter 64 minutter i ligakampen ude mod Giresunspor fik Marcao marchordre, da han gentagne gange slog ud efter holdkammeraten Kerem Aktürkoglu.
Flere holdkammerater kom ind og blandede sig for at holde Marcao i ro.
På det tidspunkt var Galatasaray foran 2-0 og en mand i overtal, og i resten af kampen blev der ikke scoret yderligere.
På torsdag skal Galatasaray møde Randers FC i playoffrunden i Europa League-kvalifikationen, og det vides endnu ikke, om Marcao er aktuel til kampen i Danmark.
Galatasarays cheftræner, Fatih Terim, varsler på klubbens hjemmeside, at Marcao skal undskylde over for Kerem Aktürkoglu og sine øvrige holdkammerater, fansene og tyrkisk fodbold generelt.
Han udelukker ikke, at Marcao kan få en intern straf for episoden.
Den danske stopper Victor Nelsson er denne sommer skiftet til Galatasaray, men endnu er det ikke blevet til debut for den tidligere FC København-spiller.