Boe og Mogensen fuldender lørdagens danske succes ved Denmark Open og sikrer Danmark den tredje finaleplads.
Det topseedede danske herredoublepar, Mathias Boe og Carsten Mogensen, gjorde det for alvor tydeligt, at danskerne dominerer på hjemmebane ved Super Serie-turneringen Denmark Open i Odense.
Mathias Boe og Carsten Mogensen besejrede sikkert det japanske par Yoshiteru Hirobe og Kenta Kazuno med cifrene 21-11, 21-16, og dermed fuldendte parret lørdagens danske triumf og sikrede den tredje danske finaleplads ud af tre mulige.
Mathias Boe og Carsten Mogensen bragte sig hurtigt foran 12-4 i første sæt, før det japanske par overhovedet fik lov til at komme ind i kampen. Lidt point fik de dog skrabet ind på kontoen, men forspringet til danskerne var alt for stort, og hjemmebanefavoritterne tog sættet med 21-11.
Andet sæt blev en anelse mere jævnbyrdigt fra begyndelsen af sættet, men ved stillingen 6-6 lagde danskerne sig endnu engang i front og spillede sig på 13-7. Japanerne kunne endnu engang ikke nå at indhente det forsømte, og med en sejr i andet sæt på 21-16 spillede Mathias Boe og Carsten Mogensen sig i finalen.
Her møder parret de forsvarende olympiske mestre, Markis Kido og Hendra Setiawan fra Indonesien
/ritzau/