Jan Ø. Jørgensen er ved at slå sit navn fast som en af badmintonsportens bedste spillere. Ved Malaysia Open besejrede han en tidligere OL- og VM-mester.
Badmintonspilleren Jan Ø. Jørgensen fik en af sine helt store skalpe, da han i Super Serie-turneringen Malaysia Open besejrede indoneseren Taufik Hidayat. Hidayat er tidligere OL- og VM-guldvinder, og ved det seneste VM sidste år vandt han bronze efter at have besejret Jan Ø. Jørgensen i kvartfinalen.
Men denne gang var det danskeren, der havde overtaget. Godt nok ikke i første sæt, som Jan Ø. Jørgensen tabte med hele 7-21, men han fik vendt kampen og vandt de to sidste sæt med 21-19 og 21-17. Dermed fortsætter danskeren sin sejrsrække, da det var hans første internationale opgør, siden han i de sidste dage af 2009 vandt Copenhagen Masters.
Peter Gade, Tine Rasmussen og mixeddoublen med Thomas Laybourn og Kamilla Rytter Juhl gik også videre til anden runde. Peter Gade, der er seedet til en semifinaleplads, slog Hu Yun fra Hongkong med 21-12 og 21-17, mens Tine Rasmussen besejrede Wang Chen, også fra Hongkong, med 21-17 og 21-11.
Laybourn og Rytter Juhl slog et sydkoreansk par i tre sæt. Det blev dog også til enkelte danske nederlag, da blandt andre Joachim Persson blev sendt ud af turneringen i Kuala Lumpur.
/ritzau/