Det kan godt være, at den hollandske offensiv er skræmmende, men det er hollændernes forsvarskæde bestemt ikke, mener den tidligere danske landsholdsspiller Kenneth Perez, der har spillet i en række hollandske klubber.
Han mener derfor, at Danmark i aftenens EM-kamp mod viceverdensmesteren har en chance.
- De er svage i forsvaret og har ikke en fast venstre back. Ham de havde, Erik Pieters, er blevet skadet, så de leder efter, hvem de nu skal bruge.
- Dem, der er i spil, er spillere, hvor man kan sætte store spørgsmålstegn ved, om de er gode nok. Hollænderne frygter for deres forsvar. De er ren verdensklasse med deres forreste fire, men så halter det noget bag i, siger Kenneth Perez.
Den rutinerede midtbanespiller Stijn Schaars eller den blot 18-årige Jetro Willems er i spil som venstre back for Holland.
Sidstnævnte ligner vinderen i den kamp, og de danske spillere er opmærksomme på Hollands problemer.
Det siger højrebacken Lars Jacobsen, som måske med nogle offensive fremløb kan udnytte en svag hollandsk venstre side.
- Jeg har lagt mærke til, at de har en debutant, en ung spiller, som vi har set lidt video på. Vi må sige, at han er en rigtig dygtig spiller, specielt offensivt, men det er da klart, at kan vi skabe lidt usikkerhed der, så vil vi prøve det, siger FC København-spilleren.
Kampen begynder klokken 18 og spilles i Kharkiv.
/ritzau/