Golfspilleren Søren Kjeldsen har fortsat sejren inden for rækkevidde ved Open de Andalucia de Golf. Danskeren faldt til tredjepladsen i den spanske turnering.
Søren Kjeldsen har fortsat gode chancer for at vinde Open de Andalucia de Golf inden weekendens to finalerunder.
Den danske golfspiller faldt dog på fredagens runde to placeringer tilbage, men indtager turneringens tredjeplads.
Kjeldsen er to slag efter de førende, Louis Oosthuizen fra Sydafrika og engelske Sam Hutsby.
Søren Kjeldsen gik fredagens runde i tre slag under banens par efter en eagle, tre birdier og to bogeyer.
Nordjyden har tidligere haft stor succes i Andalucien. I 2008 lykkedes det ham at vinde Volvo Masters i den spanske provins.
Landsmanden Mark Haastrup havde også en god fredag og gik runden i to slag under banens par. Det placerer ham på en 28.-plads. Jeppe Huldahl er nummer 40 efter en runde i et slag over par.
Turneringens sidste danske deltager, Thomas Bjørn, klarede ikke cuttet og er derfor ikke med i weekendens to afgørende runder.
/ritzau/