Belgiske Wouter Weylandt døde øjeblikkeligt efter sit voldsomme styrt, oplyser lægen, der obducerede ham.
Den belgiske cykelrytter Wouter Weylandt nåede ikke at lide, før han døde af det voldsomme styrt på mandagens etape i Giro d'Italia.
Det fortæller den læge, som har obduceret Weylandts lig.
Efter den to og en halv time lange obduktion kunne lægen Armano Mannucci således konkludere, at Weylandt "døde øjeblikkeligt", og at han derfor "ikke led".
Det oplyser nyhedsbureauet Ansa.
Lægen tilføjer, at belgieren fik et dødeligt kraniebrud, da han styrtede. Samtidig fik han voldsomme kvæstelser i ansigtet, hans bækken led skade, og han brækkede et ben.
Den 26-årige Weylandt styrtede på en nedkørsel omkring 20 kilometer før mål på mandagens etape. I høj fart ramte hans ene pedal en væg i vejsiden.
Det sendte Leopard Trek-rytteren 20 meter ned ad en skråning, hvor han landede hårdt på sit ansigt.
Efter dødsfaldet er tirsdagens etape i Giro d'Italia blevet neutraliseret, og Weylandts holdkammerater kører først over målstregen i samlet flok.
/ritzau/