Carolina Hurricanes fremtvinger syvende og afgørende kamp mod Washington Capitals i NHL's slutspil.
De forsvarende Stanley Cup-mestre fra Washington Capitals havde mandag mulighed for at spille sig videre til anden runde af dette års slutspil i NHL på bekostning af Carolina Hurricanes. Men Lars Eller og hans holdkammerater forspildte chancen.
Hurricanes vandt opgøret på hjemmebanen i Raleigh i North Carolina med 5-2.
Begge hold har nu tre sejre og skal derfor ud i en sidste og afgørende kamp.
Capitals vandt første periode med 2-1. Lars Eller lavede en assist på den første scoring. Men i anden periode udlignede Hurricanes, og i tredje periode scorede holdet yderligere tre gange til slutresultatet 5-2.
Kamp syv spilles i Washington D.C. på onsdag.