Dagen efter Wouter Weylandts tragiske død i Giroen, forlader Leopard Trek det italienske etapeløb.
Leopard Trek cykelholdet forlader det italienske etapeløb Giro d'Italia. Det meddeler holdet i en pressemeddelelse tirsdag aften.
Det er ifølge meddelelsen en beslutning, der er taget af holdets ryttere dagen efter, at deres holdkammerat Wouter Weylandt døde i forbindelse med et styrt på tredje etape mandag.
Rytternes beslutning har ledelsen på Leopard Trek-holdets opbakning, udtaler holdets danske manager, Brian Nygaard.
- Denne beslutning skulle tages af rytterne, fordi det er dem, der deltager i løbet. Og vi har hele tiden sagt, at vi vil bakke op om deres beslutning, siger Nygaard.
Tirsdagens etape i Giro d'Italia blev en rørende afsked med den belgiske rytter Wouter Weylandt.
Al konkurrence var aflyst på etapen, hvor Weylandts holdkammerater fra Leopard Trek samt vennen Tyler Farrar kørte arm i arm over målstregen.
Efter belgierens tragiske dødsfald, havde løbets arrangører besluttet at neutralisere etapen, så resultatet ikke tæller i den samlede stilling.
- Vi ønsker takke alle de andre hold, arrangørerne af løbet, de italienske myndigheder og alle fans langs ruten mellem Genova og Livorno i dag for den respekt, de viste Woutor Weylandt, siger Brian Nygaard.
/ritzau/