Det blev ikke til et rent dansk møde i herresingle ved VM i bordtennis.
Tirsdag eftermiddag gjorde Anders Lind ellers sit til at få fremtvunget den sjældne begivenhed, da han vandt sin kamp i anden runde ved verdensmesterskabet i sydafrikanske Durban.
Anders Lind besejrede han Brian Afanador fra Puerto Rico med 4-1 i sæt. Cifrene lød 11-9, 11-7, 6-11, 11-5, 11-6.
Den vindende dansker vidste, at modstanderen i tredje runde ville blive vinderen af opgøret mellem landsmanden Jonathan Groth og iraneren Noshad Alamiyan.
Uheldigvis for danske bordtennisfans tabte Jonathan Groth tirsdag aften en tæt dyst med 3-4 i sæt.
Nederlaget var med cifrene 5-11, 9-11, 11-9, 13-15, 11-3, 11-4, 9-11.
Groth er ellers Danmarks bedst rangerede bordtennisspiller med sin placering som nummer 59 på verdensranglisten, men han må nu pakke sine bat sammen.
Anders Lind er rangeret som nummer 180 på verdensranglisten og er nu blandt de 32 bedste spillere ved VM, hvor Groths iranske overmand altså venter i løbet af onsdag.
VM slutter på søndag.
/ritzau/