Fodboldlandstræner Morten Olsen vil blot røbe en ændring i Danmarks startopstilling mod Cypern. Det er, at Anders Lindegaard står på mål i Parken.
Anders Lindegaard starter inde, når det danske fodboldlandshold tirsdag skal revanchere 1-3-nederlaget til Portugal, når Cypern gæster Parken i EM-kvalifikationen.
Det fastslår landstræner Morten Olsen, der - ud over Lindegaards plads i målet - ikke vil røbe, hvilke ændringer i startopstillingen han vil foretage.
- Spillerne har set, at de kan regne med ham. Han har fået en fantastisk god start på landsholdet, siger Morten Olsen om Aalesund-keeperen, der i september debuterede for landsholdet mod Island og blev indskiftet mod Portugal efter en halv time.
- Alle har set hans talenter, men den sande kvalitet er først noget, man ser i kampene. Han er mentalt robust og har troen på sig selv, fortæller landstræneren.
Også Dennis Rommedahl er imponeret over 26-årige Lindegaard.
- Specielt mod Island, hvor han i anden halvleg ved stillingen 0-0, viser sine kvaliteter. Det gjorde indtryk. Mod Portugal stod han næsten fejlfrit. Han har været en støtte for holdet og vores forsvar i de kampe, siger Rommedahl.
Den normale førstemålmand Thomas Sørensen har forladt landsholdslejren på grund af en skade i hoften.
/ritzau/