Løchtes far: Ville ønske min far så det

Da han fredag spillede sig i Wimbledon-finalen i herredouble sammen med makkeren, Jonathan Marray, blev han den første danske Wimbledon-finalist siden hans egen farfar, Kurt Nielsen, i 1955.

Generationen imellem dem i skikkelse af Christian Kurt Nielsen var stolt, da han havde set sin søn besejre Bob og Mike Bryan i semifinalen.

- Det er helt surrealistisk, men meget skønt at opleve.

- Jeg vidste, at han havde potentiale til at spille god double og havde håbet på, at de ville få et par runder i turneringen. Men havde du spurgt mig inden turneringen, om de ville nå finalen, havde jeg ikke sagt ja, siger Christian Kurt Nielsen.

Han har selv optrådt på det danske Davis Cup-landshold og i de seneste 10 dage fulgt sønnens triumfer fra nærmeste hold på Wimbledon-anlægget, som har betydet meget i familiens liv.

- Først og fremmest er vi glade på Frederiks vegne. Det er skønt for familie og venner at se ham få sådanne oplevelser og resultater ovenpå mange års målrettet arbejde, der ikke altid er gået fremad.

- Det er specielt for familien, når tennis og særligt Wimbledon har fyldt så meget.

- Ikke kun på hans fars, men også mors side. Jeg ville ønske, at hans mor, morfar og farfar havde set ham nu. De har bakket ham op gennem hans karriere, siger Christian Kurt Nielsen.

Nu glæder han sig til, at sønnen og Jonathan Marray træder ind på Centre Court lørdag eftermiddag til finalemødet mod Robert Lindstedt og Horia Tecau.

- Jeg tror, at det bliver en fin oplevelse at se Frederik på Centre Court. De er selvfølgelig undertippede, men når de kan slå Bryan-brødrene, kan alt ske. Så er det spørgsmålet, om de kan tackle nerverne, når de står på Centre Court, siger Christian Kurt Nielsen.

/ritzau/