Norske Marit Bjørgen vandt sit fjerde guld ved VM i Oslo, da langrendsløberen var med i norsk stafetsejr.
Norske Marit Bjørgen sikrede torsdag sin fjerde guldmedalje ved VM i de nordiske skidiscipliner, som bliver afviklet i Oslo.
Bjørgen var fjerde og sidste løber, da det norske hold vandt stafetten over 4x5 kilometer foran Sverige og Finland.
Norge vandt med et forspring på cirka 36 sekunder til svenskerne, mens det finske hold var knapt et minut bagefter.
De øvrige skiløbere på det norske hold er Vibeke Skofterud, Therese Johaug og Kristin Størmer Steira.
Med sejren fik Norge revanche for onsdagens nederlag på sprintstafetten, hvor Sverige løb med guldet.
Ved den lejlighed måtte Norge nøjes med bronze. /ritzau/