Luiz Felipe Scolari vil blive udnævnt som ny landstræner for Brasilien, fortæller en kilde tæt på det brasilianske fodboldforbund (CBF) til nyhedsbureauet Reuters.
Scolari kommer dermed til at lede Brasilien, når landet er vært for VM i 2014. Det sker, efter at Mano Menezes blev fyret i fredags.
Det var Scolari, der var landstræner for Brasilien, da holdet vandt VM i 2002 i Japan og Sydkorea.
CBF-præsidenten Jose Maria Marin fortalte journalister i Sao Paolo, at en ny træner vil blive annonceret torsdag, men Marin ville ikke afsløre navnet.
/ritzau/