Simon Kjærs skade tvinger måske Morten Olsen til at lægge nye VM-planer. Han er klar til at tage flere end de planlagte 23 spillere med til VM fredag.
Efter skadechoket til Simon Kjær er landstræner Morten Olsen klar til at ændre sine VM-planer.
Oprindeligt skulle truppen fredag inden afrejse til Sydafrika have været skåret ned til 23 mand, men med en meget tvivlsom Simon Kjær, er Olsen klar til at ændre på dette.
- Nu har vi natten til at spekulere over, hvordan vi vil reagere på det, men det er sandsynligt, at vi flyver til Sydafrika med flere end 23 spillere på grund af den nye situation, siger Morten Olsen til spn.dk.
Det oplagte alternativ til Simon Kjær er OB-spilleren Anders Møller Christensen, som trods meget begrænset spilletid i foråret er udtaget som reserve.
- Vi har indtil 1. juni til at overveje vores muligheder. Vi overvejer, om vi skal indkalde Anders Møller Christensen, men det er stadig for tidligt at sige noget om. Vi vil afvente indtil i morgen med at tage en beslutning, siger Morten Olsen.
/ritzau/