Landstræner Morten Olsen roser sine trænerkolleger fra SAS Ligaen. Han mener, at spillerne på holdet er blevet bedre de seneste år.
Landstræner Morten Olsen var rigtig godt tilfreds med sine spillere på ligalandsholdet, der besejrede Singapore med 5-1. Og han var hurtig til at rose trænerne i SAS Ligaen for veludført arbejde.
- Vi havde problemer med Singapore for fire år siden, men vi var nok bedre forberedt denne gang end vores modstander. Men også en stor cadeau til mine kolleger i de danske klubber, for det er tydeligt, at spillerne kommer med en bedre spilforståelse, hvis jeg sammenligner med de første ligalandshold i min tid. Og det skal tilskrives, at spillet i SAS Ligaen er blevet bedre over årene, siger Morten Olsen til dbu.dk
Ligalandsholdet spiller sidste kamp lørdag, og det er mod værtsnationen Thailand.
/ritzau/