Fabrice Muamba kæmper fortsat for sit liv to dage efter, at den 23-årige Bolton-spiller faldt om på banen med et hjertestop i lørdagens kvartfinaleopgør mod Tottenham i FA Cuppen.
I en pressemeddelelse udsendt mandag klokken 10.30, oplyser Bolton og London Chest Hospital, at Muamba fortsat er under konstant overvågning:
- Fabrice Muambas hjertetilstand er stabil, men han er fortsat alvorlig syg og i intensiv behandling på London Chest Hospital.
- Familien er meget taknemmelig over, at medierne fortsat respekterer privatlivets fred.
Muamba faldt om på banen få minutter før afslutningen på første halvleg af opgøret på White Hart Lane mod Tottenham.
Muamba blev tilset i flere minutter, inden han til sidst blev båret ud af banen.
Stillingen var 1-1 i kvartfinalekampen, da uheldet skete, og spillerne fra begge hold var tydeligt rystede.
Kort efter at de to mandskaber var blevet sendt i omklædningsrummet, blev kampen afblæst.
Bolton er sammen med Aston Villa blevet enige om at aflyse tirsdagens møde mellem de to klubber i Premier League.
/ritzau/