Hjemmeholdet udnyttede sin eneste reele målchance.
KØGE, FOLKETIDENDE NFC har problemer på fremmed græs. I dette tilfælde kunstgræsset i Køge.
Lørdag eftermiddag tabte 1. divisionsmandskabet 1-0 til HB Køge, der scorede sejrsmålet bare syv minutter før tid, da William Madsen kom først på et indlæg fra Pierre Larsen.
Det lignede ellers længe en langgaber uden de store målschancer, men de få chancer, der var, havde NFC. Sebastian Koch manglede dog skarpheden i et par situationer.
I første halvleg var Sebastian Koch også impliceret i halvlegens dramatiske højdepunkt, da han blev fældet på vej ind i straffesparksfeltet af Nicholas Marfeldt, der burde have haft rødt kort, men slap med gult. Der var bare spillet et kvarter.
Den jævnt triste kamp udviklede sig med en del gule kort efter pausen, mens HB Køge på sin reelt eneste målchance scorede sejrsmålet.
NFC beholder dog sjettepladsen i 1. division på trods af nederlaget.
Læs meget mere om kampen i Folketidendes sportstillæg mandag.