Nicki Pedersen er udelukket i fire måneder, men DIF har besluttet, at man må køre, mens appelsagen pågår.
Den tredobbelte speedwayverdensmester Nicki Pedersen kæmper i øjeblikket for at få sin kørelicens tilbage.
44-årige Pedersen blev i juli frataget sin licens i fire måneder for truende og usportslig adfærd i en forbindelse med en ligamatch.
Men nu kan den erfarne fynbo atter køre løb igen. I hvert fald foreløbig.
Nicki Pedersen havde appelleret dommen til Danmarks Idrætsforbunds (DIF) appelinstans, og her har man vurderet, at han må fortsætte karrieren, mens appelsagen er i gang.
Det skriver TV2 Sport, som har snakket med DIF.
En appelsag kan tage flere måneder, hvorfor appelinstansen har tilladt Pedersen at køre videre imens.
Stadfæstes dommen, betyder det formentlig et karrierestop for dansk speedways største stjerne i dette årtusind.
Til TV2 Sport har han tidligere sagt:
- Hvis jeg har en dom på fire måneder, der går ind over perioden mellem den 1. og 15. november, så kan jeg ikke skrive kontrakt i Polen for 2022.
- Det vil sige, at jeg ikke har nogen kontrakt næste år, og så er jeg nødt til at indstille karrieren, lød det fra ham.
Nicki Pedersen blev individuel verdensmester i speedway i 2003, 2007 og 2008. Han er ikke en del af årets VM-serie.