Den danske badmintonstjerne Peter Gade advarer mod at Asien bliver dominerende i badmintonverdenen og vil have flere lande med i toppen.
Peter Gade er som den eneste spiller fra Vesten seedet i single forud for All England-turneringen, der starter onsdag. Det er et godt billede på, at asiaterne har en - måske for - dominerende rolle i badmintonverdenen, mener Gade. Den tidligere verdensetter efterlyser flere unge spillere fra flere lande uden for Asien.
- Det er vigtigt at have en masse forskellige lande med blandt topeliten, siger Peter Gade, som ofte har stået alene på banen mod de mange asiatiske spillere.
- Det er for snævert, og vi har brug for mange flere spillere - vi har brug for unge mennesker fra andre lande, siger 33-årige Gade, der i 1999 vandt All England.
Ved sidste års turnering blev de fem guldmedaljer ved turneringen alle hængt om kinesiske halse.
I 2009 tabte Peter Gade kvartfinalen i All England, efter en tæt kamp mod indoneseren Taufik Hidayat.
/ritzau/AFP