Det er før set, at to lande går sammen om at afholde EM i fodbold. Som det i øjeblikket sker i Polen og Ukraine, hvor Italien og Spanien søndag brager sammen i finalen.
Eller som det skete i 2008, hvor Schweiz og Østrig delte EM-værtsskabet.
Men i 2020 kan EM måske blive afholdt i hele Europa, for det europæiske fodboldforbunds (Uefa) præsident, Michel Platini, foreslår lørdag, at 12-13 lande kunne afholde EM om otte år.
- Det er en idé, men intet er besluttet. I december eller januar beslutter vi, om vi skal tage et bud fra et eller to lande eller hele Europa, siger Platini ved en pressekonference i ukrainske Kijev, hvor årets EM-finale spilles.
I 2020 er det fodbold-EM's 60-års-jubilæum, og Uefa-bossen mener, det vil være en forfriskende måde at fejre turneringen på.
- Jeg synes enormt godt om idéen. Hvorfor skal ét land forpligte sig til at bygge 10 stadioner, lufthavne og så videre.
- Det vil være meget nemmere og billigere at afholde EM på et stadion i hvert land eller by overalt i Europa, forklarer den tidligere franske landsholdsspiller.
Næste EM skal afholdes i Frankrig, hvor det nuværende deltagerantal for første gang udvides fra 16 til 24 nationer.
/ritzau/