Publikum buhede af Dennis Rommedahl og holdkammeraterne i nederlaget til Ungarn. Og buhråbene bliver mødt med kritik af venstrekanten.
Dennis Rommedahl har ikke megen forståelse for de buhråb, som publikum i Parken kom med, da Danmark tabte 0-1 til Ungarn i den afsluttende kamp i VM-kvalifikationen.
- Vi har måske spillet os videre fra den sværeste gruppe af alle. Derfor forstår jeg ikke, at de kommer ind og buher. Specielt efter første halvleg, hvor vi spiller rigtig godt, siger Rommedahl, der dog erkender, at spillet efter pausen ikke var godt nok.
- Efter pausen var der ikke plads at spille på. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle stille mig. Det tror jeg også gælder andre fra holdet, forklarer han.
Venstrefløjen vurderer, at publikum kan være blevet en smule for forvænte efter lørdagens 1-0-sejr over Sverige og 21 point i de første ni kvalifikationskampe.
- Det er fair nok, at forventningerne stiger efter sejren over Sverige. Men før pausen levede vi også op til de forventninger, men vi fik ikke scoret. Hvis vi havde scoret et eller to mål i første halvleg, så havde vi også vundet. I anden halvleg går gassen af ballonen, fortæller Rommedahl.
/ritzau/