Sara Slott Petersen nåede ikke videre fra indledende runde i 400-meter-hæk ved EM i atletik. Hækkeløberen satte dog ny personlig sæsonrekord.
Sara Slott Petersen må nøjes med at kigge på, når konkurrenterne løber semifinaler på 400-meter-hæk ved EM i atletik i Barcelona.
Kravet for direkte kvalifikation var en tredjeplads i indledende heat. Århus-løberen blev dog blot nummer fem i sit indledende heat, selv om hun med tiden 57,28 sekunder løb sin bedste runde i år.
Dermed skulle hun håbe på en af de fire ekstra pladser til de bedste ikke-kvalificerede løbere.
Sara Slott Petersens tid var imidlertid 73 hundreddele af et sekund for langsom, og derfor sluttede hun på en 22.-plads i konkurrencen.
Hendes danske rekord på distancen lyder på 56,40 sekunder.
/ritzau/