Det koster Inter-angriberen Samuel Eto'o tre dages karantæne at stange en modstander i brystet i en ligakamp.
Inter har haft store problemer i de seneste kampe i Serie A, og i de næste tre opgør får det italienske mesterhold det på papiret endnu sværere.
Holdets angrebsprofil Samuel Eto'e blev således tirsdag idømt en karantæne på tre spilledage for at nikke en skalle i weekendens overraskende 1-2-nederlag til Chievo. Her stangede han forsvarsspilleren Bostjan Cesar i brystet efter en mindre batalje.
De to havde haft en del sammenstød i kampen, og Cesar havde i et par situationer godt fat i trøjen på Eto'o. Eto'o følte sig på et tidspunkt ramt i halsregionen af en løs arm fra Cesar, og kort efter løb han så frustreret sin pande ind i Cesars brystkasse.
Dommeren så dog intet, og Eto'o fik lov til at blive på banen. Men situationen blev fanget af tv-billederne, og der blev derfor åbnet en efterfølgende disciplinærsag.
Karantænen kommer på et skidt tidspunkt for Inter, der udover det dårlige spil også døjer med en del skader.
/ritzau/