Bjarne Riis bekræfter over for TV2, at Andy og Fränk Schleck er med, når Tour de France begynder lørdag.
Andy og Fränk Schleck er med, når Tour de France begynder lørdag. Det bekræfter holdejer på Team Saxo Bank, Bjarne Riis, overfor TV2 Sporten.
Da det kom frem, at de to ryttere er på vej til et nyt Luxembourg-baseret hold med den nu tidligere Saxo Bank-sportsdirektør Kim Andersen i spidsen, varslede Bjarne Riis, at han skulle have en alvorlig samtale med rytterne.
De havde kendt til planerne om det nye hold i et stykke tid, og da Riis valgte at fyre Kim Andersen, kunne det måske gå samme vej for brødrene fra Luxembourg. Men det gjorde det ikke.
- Nu fokuserer vi på cykelløbet. Det er det, der er vigtigt, og vi kører som et hold alle sammen, siger Bjarne Riis.
/ritzau/