Den spanske fodboldklub Sevilla har fyret træner Manolo Jimenez. Den spanske klub spillede tirsdag 1-1 mod Xerez og har ikke har vundet i syv kampe i streg.
Manolo Jimenez er fortid som træner i den spanske klub Sevilla. Jimenez fik fyresedlen, efter Sevilla tirsdag spillede 1-1 mod bundproppen Xerez. Dermed har Sevilla ikke vundet i holdets sidste syv kampe.
Klubben ligger i øjeblikket på en femteplads i den spanske Primera Division med 45 point. På det seneste er holdet dog røget ind i en dårlig stime og blev overraskende slået ud af Champions League af CSKA Moskva i sidste uge.
Klubbens fysiske trænere, Ramon Orellana og Ignacio Oria, vil nu stå for træningen i klubben, imens bestyrelsen beslutter, hvem der skal efterfølge Jimenez.
Sevillas trup indeholder flere af de farligste angribere i den spanske liga, blandt andet brasilianske Luis Fabiano og Frederic Kanoute fra Mali.
/ritzau/Reuters