Thomas Sørensen og Stoke vendte et truende nederlag til sejr over Aston Villa. Dermed fik Stoke sæsonens første sejr.
Landsholdsmålmand Thomas Sørensen stod en glimrende kamp, da Stoke sejrede 2-1 over Aston Villa i den engelske Premier League.
Sejren faldt på et tørt sted, da Stoke inden mandagens kamp var uden point i sæsonens tre første kampe.
Stoke fik ellers en skidt start på kampen, da Aston Villa satte sig på spillet og fortjent bragte sig foran ved Stewart Downing. Målet blev scoret på et hovedstød, hvor Thomas Sørensen var chanceløs.
Efter pausen kom hjemmeholdet bedre med i kampen, men først 10 minutter før slutfløjtet fik Kenwyne Jones udlignet til 1-1. Begge hold så ud til at være tilfredse med et point hver, men dybt inde i overtiden havner bolden pludselig hos tyske Robert Huth, der scorer det afgørende mål.
Trods sejren er Stoke stadig under nedrykningsstregen, mens Aston Villa ligger midt i rækken.
/ritzau/