FC København er hårdt ramt af skader for tiden, men manager Ståle Solbakken forsøger at holde hovedet højt.
Da FC København lørdag besejrede Silkeborg med 4-2 i Superligaen, blev to navne føjet til en i forvejen lang skadesliste i FCK.
Offensivprofilen Viktor Fischer måtte udgå under opvarmningen, mens midtbanespilleren Jens Stage blev ramt af en knæskade i første halvleg.
FCK-manager Ståle Solbakken erkender, at mesterholdet er hårdt ramt for tiden.
- Det er næsten utroligt, at vi både fik en skade før og under kampen, men det må vi leve med, siger Ståle Solbakken.
I den kommende uge venter to uhyre vigtige opgør for FCK. Torsdag gælder det Malmö FF i Europa League, mens ærkerivalerne fra Brøndby venter i Superligaen søndag.
Ståle Solbakken tvivler på, at Fischer og Stage bliver klar til de to storkampe.
- Viktor skal skannes søndag, og når han ikke kunne spille mod Silkeborg, er der ikke lang tid til torsdag, så jeg tvivler stærkt på det.
- Jeg har ikke snakket med Jens endnu, men det så ikke godt ud, siger FCK-manageren og tilføjer:
- Det betyder, at nogle spillere, der ikke troede, de skulle spille, kommer til at spille.
Ståle Solbakken forventer desuden at måtte undvære angriberen Dame N'Doye, der ellers fik comeback i pokalkampen mod Hillerød i denne uge.
FCK's skadesliste tæller foruden ovennævnte Jonas Wind, Nicolai Boilesen, Sten Grytebust, Nicolaj Thomsen, Robert Mudrazija og Stephan Andersen.
I lørdagens opgør i Parken scorede Ronnie Schwartz begge Silkeborgs mål, men det ændrede ikke på, at oprykkerne fortsat er uden sejr i sæsonens første 11 superligakampe.
Topscoreren mener dog, at Silkeborg hører til i det fineste selskab.
- Jeg synes, at vi på nogle punkter har bevist, at vi hører til i Superligaen, mens vi har haft en udfordring i forhold til blandt andet det defensive.
- Når vi står med tre point efter 11 kampe, er det klart, at der ikke skal gå mange flere kampe, før vi har brug for en succesoplevelse, men den bliver vi ved med at jagte, siger Ronnie Schwartz.
Silkeborgs næste opgave i Superligaen er hjemme mod topholdet FC Midtjylland.