Line Pedersen har underskrevet en ny toårig kontrakt med NFH.
Den 25-årige Døllefjelde-pige Line Pedersen er i færd med håndboldkarrierens bedste sæson. Hun har været en af 1. divisions bedste målvogtere i denne sæson.
De kvaliteter får NFH nu også glæde af de næste to sæsoner. Line Pedersen har nemlig netop forlænget sin kontrakt med klubben.
- Jeg er glad for at være i klubben. Der har været mange gode oplevelser - både sportsligt og socialt - og jeg havde ikke de store betænkeligheder ved at forlænge, siger Line Pedersen.
Hun er den første af de ni NFH-spillere, som har fået tilbudt toårige kontrakter, der skriver under.
- Jeg synes jo, vi har gang i en spændende udvikling, som jeg gerne ser fortsætte. Jeg håber, at min kontraktforlængelse kan være med til, at de andre spillere også hopper med på vognen og siger ja til at forlænge, siger den 25-årige målvogter.