Magnus Saugstrup har fået et gennembrud på landsholdet og fik næsten fuld spilletid i kvart- og semifinale.
Hele 73 spilleminutter i kvartfinalen mod Egypten. Næsten 55 minutters hårdt slid i semifinalen mod Spanien.
Magnus Saugstrup har fået lov til at arbejde for succesen ved håndbold-VM, hvor stregspilleren i de seneste kampe har fået en slags landsholdsgennembrud.
Og oven i de mange nærkampe med store modstandere har han været sikkerheden selv, når han er blevet spillet fri til afslutning.
Seks mål på seks forsøg mod Egypten blev fulgt op af syv på otte i kampen mod spanierne. Saugstrup har da også en god følelse i maven efter sin indsats i de to tætte kampe.
- Det har jeg helt bestemt. Jeg har fået en masse selvtillid i kraft af, at vi har vundet de to kampe. Det er fedt at være en del af og at kunne bidrage til holdet, på den måde som jeg nu kan, siger Magnus Saugstrup.
Lige nu ser han ud til at være foran truppens øvrige stregspillere i køen for at få spilletid.
Simon Hald bliver primært anvendt i forsvaret, og Anders Zachariassen kom slet ikke i aktion mod Spanien. Men Saugstrup mener nu ikke, at han decideret har overhalet sine kolleger og konkurrenter.
- Vi er tre stregspillere afsted, og så er det lidt tilfældigt, hvem der lige får leveret i kampene. Det kunne lige så godt have været de andre.
- Vi hjælper hinanden hele tiden, og før hver kamp snakker vi sammen om tingene. Vi er godt tømret sammen, fastslår Magnus Saugstrup.
Den 24-årige Aalborg-spiller skifter efter denne sæson til den tyske Bundesliga, hvor han skal spille for Magdeburg.