Langrendsstjernen Stina Nilsson skifter langrend ud med skiskydning.
Mens de fleste sportsmedier verden over bruger det meste af spaltepladsen på at skrive om aflyste begivenheder, så har langrendsstjernen Stina Nilsson givet de svenske medier noget andet at skrive om.
Søndag bekræfter Det Svenske Skiforbund, at Nilsson dropper langrendssporten for i stedet at satse på en karriere som skiskytte.
- Jeg har altid vidst, at jeg ville komme til at forsøge mig som skiskytte, fordi det ser så mega sejt ud, siger Nilsson i en pressemeddelelse ifølge det svenske nyhedsbureau TT.
Den 26-årige svensker er ikke den første, som laver skiftet, hvor evnerne i langrendssporet skal kombineres med solide skydeevner, mens pulsen er høj.
Tidligere har Magdalena Forsberg taget samme skridt og er i dag blandt verdenseliten i skiskydning.
Forskellen på de to kvinder er, at hvor Forsberg især var stærk på de lange distancer i langrend, så har Stina Nilsson primært høstet sine triumfer på de kortere distancer og i sprint.
Hun har deltaget ved vinter-OL i både 2014 og 2018. I første forsøg blev det til en bronzemedalje, mens hun i 2018 i Sydkorea vandt hele fire OL-medaljer. Blandt andet blev det til guld i sprint.
Derudover har hun hentet syv VM-medaljer, fem af sølv og to af guld.
De to guld blev hentet i henholdsvis holdsprint og stafet i 2019, hvor hun også vandt sølv i sprint.
I samme tre discipliner hentede hun sølv i 2015, mens det i 2017 blev til sølv i stafetten.
Endelig har hun også hentet otte World Cup-sejre.