Svimlende højder plager rytternes lunger og søvn

Den højeste Tour de France nogensinde.

Sådan lød den lokkende beskrivelse, da Tour-ruten blev præsenteret sidste efterår. Og højt kommer rytterne i hvert fald op i de disse dage.

Tre dage i træk kører de langt mere end 2000 meter over havoverfladen. Fredagens tur over Col de l'Iseran tager feltet op i hele 2770 meters højde.

- Man kan gå ud i sit køkken, tage et sugerør og så prøve at trække vejret gennem det, lyder Mads Würtz Schmidts beskrivelse af, hvordan det føles at køre på cykel i de luftlag.

- Tager man en dyb indånding, føler man, at lungerne ikke bliver fyldt helt op. Man bliver hurtigere udmattet. Da jeg sidste år var på højdetræningslejr, fik jeg pulsen op på 100 bare ved at klæde om den første dag.

- Man kan vænne sig til det, men det har vi ikke tid til her i Touren, siger den danske debutant.

At dyrke konkurrencesport i højderne er en udfordring på flere niveauer. Først og fremmest mangler kroppen ilt i den iltfattige luft og begynder derfor straks at producere mere hæmoglobin for at øge iltoptagelsen.

Men det betyder, at kroppen bliver stresset, og pulsen stiger.

- Når du kører i højderne, vil din præstation blive dårligere, hvis du ikke er forberedt. Det gælder om at komme på træningslejr i højderne, og du skal have en krop, der reagerer på manglen på ilt, siger Astanas cheflæge, Serge Niamke.

Mange af Tour de France-rytterne har da også forberedt sig ved at tage på højdetræningslejr.

En af dem er Søren Kragh Andersen, der sammen med resten af Sunwebs Tour-hold tog til Tenerife for at vænne sig til de uvante forhold.

- Det var ikke særlig rart i begyndelsen. Jeg kunne mærke, at jeg ikke havde særlig meget luft. Men jeg håber, at det lønner sig, så jeg ikke kan mærke det helt så meget i Tour de France, siger Søren Kragh Andersen.

Blandt eksperter er der uenighed om, hvor meget højdetræningen giver, men Serge Niamke mener, at det er den bedste måde at forberede sig på.

En rytter, der har været i højderne i juni, vil stadig kunne mærke en effekt nu, fastslår han.

- Hvis du tager i højdetræning, forbereder du din krop, så den har flere røde blodlegemer. Det virker stadig, selv om det er flere uger siden, du har været afsted, siger Astana-lægen.

Natten til fredag og igen natten til lørdag overnatter rytterne i skibyer i omegnen af de 2000 meter.

Her vil nogle af dem opleve et lidt overset problem i højderne. Mange har svært ved at falde i søvn de første nætter i tynd luft, fordi pulsen er højere, og kroppen arbejder for at tilpasse sig.

- Det frygter jeg faktisk mere end selve etaperne, siger Mads Würtz Schmidt.

- Sover man ikke ordentligt, så restituerer man ikke lige så godt. Kroppen arbejder mere, så man skal også sørge for at spise mere. Man skal virkelig passe på sig selv, for kroppen er mere presset, siger han.

Ifølge Serge Niamke er det typisk et sted mellem 1800 og 2200 meters højde, at rytterne begynder at få problemer med den iltfattige luft.

Men der er forskel på folk, og nogle er langt bedre til at håndtere højderne end andre. Mange peger på, at de colombianske ryttere vil have en fordel på de tre alpeetaper.

- De bedste colombianere på World Touren er født og bor i over 2000 meters højde. De er allerede forberedt. Miguel Ángel López (colombiansk Astana-rytter, red.) bor for eksempel i 2400 meter, siger Astana-lægen.

Mens colombianerne altså er vant til iltfattig luft, valgte Christopher Juul-Jensen at forberede sig til bjergene ved at køre træningsture i rundt regnet nul meters højde omkring København.

Det var hans eget valg. Dels skal han ikke accelerere for at køre om sejre i bjergene, dels mener han ikke, at højdelejre er umagen værd.

- Personligt føler jeg ikke, at jeg får nogen fordel ved at tilbringe tre uger på toppen af et bjerg. Men uanset hvem du spørger, har de forskellige holdninger til det at tage på højdetræningslejr.

- Det handler også om, hvilken slags rytter man er. Jeg er kommet frem til den konklusion, at det ikke er det, der giver mig det sidste nøk, siger Christopher Juul-Jensen.