Thomas Kahlenberg prøver lykken i Blackburn i forsøget på at komme væk fra tyske Wolfsburg.
Thomas Kahlenberg er til prøvetræning i den engelske Premier League-klub Blackburn frem til fredag. Det bekræfter den danske fodboldspillers nuværende klub, tyske Wolfsburg.
- Thomas Kahlenberg træner med Blackburn Rovers indtil på fredag, siger Wolfsburgs talskvinde, Barbara Ertel-Leicht, til tipsbladet.dk.
Kahlenberg er i øjeblikket suspenderet og træner med reserverne i sin tyske klub, fordi han er en af de spillere, der af træner Pierre Littbarsky er blevet udpeget som en del af holdets nuværende spillemæssige krise.
Kahlenberg har angiveligt fået grønt lys til at prøve at finde en ny arbejdsgiver.
I Blackburn kommer Kahlenberg til at træne under John "Faxe" Jensen. Faxe, der er assistent i klubben, var i sin tid som assistenttræner under Michael Laudrup i Brøndby med til at udvikle Kahlenberg til en af dansk fodbolds mest lovende spillere på det tidspunkt.
Han skiftede fra Brøndby til franske Auxerre i 2005 og derfra til Wolfsburg i 2009./ritzau/