To danskere spillede hovedrollerne, da NEC Nijmegen søndag leverede en gedigen overraskelse med en 3-1-sejr over Twente fra toppen af den hollandske Æresdivision.
Lasse Schøne og Kevin Conboy kom begge på måltavlen for NEC.
I slutningen af første halvleg bragte landsholdsspilleren Lasse Schøne værterne foran med 1-0 på et straffespark, inden den tidligere forsvarsspiller fra Esbjerg Kevin Conboy øgede til 2-0 umiddelbart efter pausen.
Den uventede sejr til NEC gjorde det samtidig muligt for Christian Eriksen og Ajax at hoppe op på andenpladsen i Æresdivisionen efter en 3-0-sejr over RKC Waalwijk.
Topholdet AZ Alkmaar og Simon Poulsen har dog stadig et forspring på tre point takket være en 2-0-sejr over De Graafschaap.
NEC Nijmegen kæmper derimod for at holde sig på afstand af nedrykningsstregen. Lige nu er der fem point ned til de kriminelle pladser.
/ritzau/