Der var potentiale til en både tæt og spændende kamp mellem to af landets bedste håndboldhold, da Team Tvis Holstebro onsdag aften mødte Aalborg Håndbold i slutspillet af Herre Håndbold Ligaen.
Sådan gik det dog langt fra.
Nordjyderne dominerede fra start til slut og endte med at vinde ganske overbevisende med cifrene 33-22. Der var tale om en regulær ydmygelse.
Ved pausen var stillingen 10-19, men det skulle vise sig at blive meget værre for hjemmeholdet, der ellers senest har haft stor succes i EHF Cuppen, hvor to kvartfinaler venter mod KIF Kolding København.
I aftenens kamp var der dog ikke meget klasse over Tvis-spillerne, som ved kampens slutning måtte se deres publikum forlade hallen i frustration.
Særligt surt gjorde en velspillende Mads Mensah Larsen det for hjemmeholdet.
Gang på gang kunne han mere eller mindre ugeneret spadsere gennem Tvis-forsvaret og hamre bolden i mål.
Det gjorde han 10 gange og blev dermed kampens topscorer.
I den anden kamp i gruppen vandt KIF Kolding København som ventet over Sønderjyske med 29-24 på udebane.
/ritzau/