Den ukrainske tennisspiller Dayana Yastremska er suspenderet med øjeblikkelig virkning grundet en dopingsag.
Den ukrainske tennisspiller Dayana Yastremska er blevet midlertidigt suspenderet af Det Internationale Tennisforbund (ITF).
Det skyldes, at hun uden for konkurrence er testet positiv for et forbudt stof af Det Internationale Antidopingagentur (Wada), oplyser ITF ifølge Reuters.
Suspenderingen gælder fra dags dato - 7. januar 2020.
20-årige Yastremska, der er nummer 29 i verden, afgav en urinprøve i november, og det var i den prøve, at Wada fandt det forbudte stof.
ITF oplyser, at Yastremska har ret til at appellere afgørelsen og komme med sin version af sagen. Hun har endnu ikke valgt at anke den midlertidige suspendering.
Yastremska afviser at have taget et præstationsfremmende middel og mener, at der må være tale om en form for forurenet stof.
- Jeg forbløffet og i chok, især fordi jeg to uger forinden var blevet testet negativ ved en WTA-turnering i Linz.
- Efter denne årets sidste turnering stoppede jeg med at træne for at hvile før starten på den nye sæson, siger Yastremska.
Hun hæfter sig ved, at der skulle være tale om en meget lille koncentration af det forbudte stof i urinen og insisterer på sin uskyld.
ITF har ikke meddelt, hvornår Yastremska skal høres i sagen. Længden på den midlertidige suspendering er heller ikke oplyst.
Det betyder, at det er tvivlsomt, om Yastremska kan deltage i grand slam-turneringen Australian Open, som afvikles fra 8. til 21. februar.