Da julen indfandt sig ved frontlinjerne i Europa i 1914, fik soldaterne i skyttegravene en pause for rædslerne.
Der blev indgået julevåbenhvile. Det fik fodtusserne i de britiske og tyske skyttegrave i Flandern og det nordøstlige Frankrig til at dukke frem af skyttegravene og hilse på hinanden, ubevæbnet, i ingenmandsland.
Der blev udvekslet cigaretter og slået på næven, og så blev der arrangeret fodboldkampe.
- Det havde ingen relevans for udkommet af krigen, men på det personlige niveau var det dybt og intenst og noget, man klynger sig til, siger Andrew Murrison, der er britisk viceforsvarsminister.
Han har ansvaret i den britiske regering for at planlægge de arrangementer, der skal løbe af stablen i 2014 i anledning af 100-året for udbruddet af Første Verdenskrig.
Til avisen The Guardian siger han, at han gerne vil organisere fodboldkampe for at markere julevåbenhvilen.
- Vi har været i forbindelse med de nationale fodboldforbund for at drøfte, hvordan det kan gøres, siger han og tilføjer, at andre lande, der var involveret i krigen, tænker i samme baner.
Første Verdenskrig varede i fire år og sluttede i 1918.
/ritzau/AFP