Iran får hvert år omkring 130.000 nye narkomaner. Det erkender Irans politichef, der skønner, at Iran i dag har en million narkomaner.
Omkring 130.000 mennesker bliver afhængige af narko i Iran hvert år.
Det siger Irans politichef, der dermed erkender omfanget af problemet i Iran, der ligger på heroinsmuglernes rute fra Afghanistan.
Esmail Ahmadi-Moghaddam, der også er leder af Irans narkobekæmpelsesagentur, siger, at henved 930.000 mennesker i landet, der har 70 millioner indbyggere, er afhængige af heroin og opium. Regner man andre former for narko med, er antallet af narkomaner i Iran i alt en million.
Iran ligger på den vigtige narkosmuglerrute fra Afghanistan, hvor 90 procent af verdens forsyninger af opium stammer. Opium bruges til at producere heroin.
Iran har fået ros af FN's narkobekæmpelsesagentur for dets bestræbelser på at stoppe narkosmuglerne og holde dem væk fra gaderne i Vesten. I 1990'erne begyndte Iran at bygge fysiske barrikader ved grænsen til Afghanistan for at stoppe narkosmuglerne.
Over 3700 iranske soldater og politifolk er blevet dræbt under kampe med narkosmuglere siden Den Islamiske Revolution i 1979.
/ritzau/Reuters